Velkommen til Zionkirken

Om Zionkirken

Frikirke - et alternativ

Evangeliske trossamfund
Fra midten af det forrige århundrede og nogle årtier frem dannedes i Danmark en række frikirker, der til daglig betegnes som evangeliske trossamfund. De har den kristne, "apostolske trosbekendelse" Jeg tror på Gud fader, Den Almægtige, himmelens og jordens skaber ..." fælles med Folkekirken. Derfor er disse frikirker som regel også med i fælleskirkelige organisationer, hvor også Folkekirken deltager.

Det danske Missionsforbund Det danske Missionsforbund er et af disse frikirkesamfund. Det blev stiftet i 1888 og tæller 24 lokale menigheder i Danmark. Zionkirken, Kirkegade 26, 9460 Brovst er en af dem.

En frikirke åben for alle 

Zion er et gammelt hebræisk ord og betyder "helligt sted".

Et åbent fællesskab
En frikirke som Zionkirken danner samtidig med sin målrettethed basis for et åbent og bredt fællesskab. En frikirke er åben for alle uanset medlemskab. For Zionkirken gælder det, at den ønsker at være kirke i tiden og at forkyndelsen foregår på en nutid og let forståelig måde.

Hvad er forskellen?

Gudstjenesteformen
En af de iøjnefaldende forskelligheder mellem en frikirke som Zionkirken og Folkekirken er gudstjenesteformen. Gudstjenesten er ikke bundet til en bestemt form, og præsten er således heller ikke bundet til at prædike ud fra en given tekstrække.

Økonomi
En anden forskel er, at i en frikirke betaler medlemmerne alt selv, både kirkebyggeri, daglig drift og præstens løn. Der er imidlertid ingen tvungen "kirkeskat"; men de fleste er klar over, at hvis man vælger at tilslutte sig en frikirke, så er man forpligtet på de fælles beslutninger, der tages på menighedsmøderne - også hvad økonomien angår.

Andre forskelligheder
I Zionkirken lever man side om side med en del forskellige meninger, når det gælder teologiske spørgsmål. Samtidig med udskillelsen fra Folkekirken bevirkede kontakten med andre kirker rundt om i verden, at Det danske Missionsforbund fik en bredere platform, hvad angår forskellige lærespørgsmål.

Samvittighedsfrihed, åbenhed over for andre kirker og den enkelte menigheds ret til selv at bestemme er typiske holdninger i Det danske Missionsforbund.

Nogle er døbt som børn, andre (de fleste) er blevet døbt som voksne. Dåbens form og tidspunkt anses ikke for at være specielt afgørende. Derimod er man enige om, at alle bør døbes, og at det afgørende er, at den enkelte finder tro på Jesus Kristus, som man døbes til. se kirkelige handlinger

Et værested

Fællesskab med mennesker
Ud over gudstjenesten i Zionkirken ønsker vi at tilbyde mange former for fællesskab. Du vil således finde andre interessegrupper og aktiviteter, der giver fællesskab med mennesker. Grupperne er beskrevet under aktiviteter

Sang af hjertens lyst
Det siges ofte, at der synges meget i frikirkerne. Det er helt sandt. Og bredden er stor. Der synges af hjertens lyst lige fra århundredgamle, solide salmer til små lovsange, der blev født i går og måske blot holder et år. Ind imellem synges sange og åndelige viser fra forrige århundrede og moderne salmer.

 

 

Senest opdateret
14. Aug.2010